Wednesday 30 May 2007

# 12 - Funability


Billedgeneratorer er da helt fantastisk sjove. Nu har jeg prøvet mange forskellige, og jeg fandt da også på en, jeg gerne ville dele med verden...

Hjælp til et mangfoldigt DR


Bevar hele Danmarks Radio!

Gå ind på www.mangfoldigtdr.skrivunder.dk
og skriv under for at sikre mangfoldigheden i dansk radio og TV.

DR er den eneste danske public service-station, der er helt uafhængig
af økonomiske interesser. Men nu er byggeskandale og dårlig ledelse ved
at sætte DR's mangfoldighed over styr. De bebudede nedskæringer vil
ramme sporten, musikprogrammer, temaudsendelser, radiodokumentar,
undervisningsprogrammer og meget, meget mere af det, der er med til at
skabe sammenhængskraft i samfundet. Politikerne må komme DR til
undsætning. Skriv under for at bevare et mangfoldigt DR, der kan give
os alle noget for licenskronerne.

Tuesday 29 May 2007

# 10 - Musikken

Okay, Last.fm er meget cool, og super inspirerende. Nu har jeg lagt min spritnye playliste på bloggen, og en lidt smal radiostation nedenfor, så alle kan have fornøjelsen af at se, hvilken emninent musiksmag jeg har :-)
Listen kunne være mere meget længere, og bliver det nok også hen ad vejen, men indtil videre er den præget rock med et duft af electronica og polka...

Friday 18 May 2007

Opsamlingsuge

Meget rart med en pause i ny og næ - og her på Blå brugte vi onsdag formiddag på at samle op på de små problemer der har været indtil nu. Bl.a. hvordan man får vist sin bogbestand fra Librarything på sin blog, og andre småting.

En ting som var oppe og vende hos flere var, hvad skal man egentlig bruge alle disse teknologier til? Og konklusionen blev hurtigt at vi alle skal af med vores berøringsangst for de nye muligheder på webben, samt danne os et overblik over hvad disse videndelingsportaler kan og gør. Endeligt kan vi jo så selv vælge ud hvilke vi synes er sjove og nyttige at lege med :-)

Personligt er jeg stor flickr-fan og har været det rigtig længe - og nu efter jeg har fået digitalkamera, er telefonregningen ikke længere så dyr... Blogger er jeg glad for, men jeg er ikke sikker på, at jeg bliver ved med at blogge efter 23ting er slut. Jeg glæder mig til podcasts i næste uge - her er jeg heldigvis ikke hverken ekspert eller spørgeperson, og jeg glæder mig meget til at lære mere!

Wednesday 9 May 2007

Bibliotekerne og web 2.0

Temaformiddag på Roskilde Bibliotek
For en som mig, der ikke nåede at tilmelde sig i tide til "Fra Silo til samtale" i januar, var dette en forrygende chance for at høre nogle af de omdiskuterede indlæg live. Og det var da en rigtig god beslutning.



Henrik Føhns fra Harddisken på P1 indledte showet med at tale om udviklingen fra envejskommunikationen til de interaktive medier. Han talte om forskellige former for sociale medier. Mange af dem kendte jeg i forvejen: Flickr, Youtube, Wiki, SL, World of Warcraft. Men fx Odeo.com kendte jeg ikke. Det er et samlingssted for mp3, podcasts, musik etc., og med mulighed for at lave dine egne radioindslag. Jeg kendte heller ikke Current.tv - lidt á la Youtube, men med videoklips af lidt højere kaliber. Og her bliver indslagene ratet af brugerne, og de bedste kommer på almindeligt tv. Begge sider virkede værd at vide mere om.

Thomas Madsen-Mygdal var den næste speaker. Han er en internetpioner, og er utrolig fremme i skoene, både hvad angår teknologi og holdninger.
Han er manden bag bl.a. 23 og konferencen Reboot samt bloggen Bootstrapping.

Hans oplæg var lidt af en opsang til biblioteksvæsenet. Kompleksiteten er i dag i fokus - alle har adgang til informationer, alt er forbundet. Mygdal mener at Wikipedia er et kernesymbol for vores tid - der er ingen ejer, alt er kollektiv viden.
Kulturelle paradigmeskift som overgangen fra statisk til dynamisk, fra produktion til nytænkning, fra objektivitet til subjektivitet og fra systematik til kaos & navigation, gør at bibliotekerne skal tænke og agere anderledes. Vores selvforståelse som vidensautoriteter er passé. Vi fortæller vores brugere at de skal være kildekritiske - det er de også - også overfor bibliotekarerne. Virkeligheden overhaler bibliotekerne fordi folk i dag er mere oplyste. Vi er simpelthen ikke gode nok til at genopfinde vores funktion.
En af vores udfordringer ligger bl.a. i at bibliotekerne i dag er for langt væk i forhold til de flestes informationssøgninger. Vi er jo pudsigt nok ikke tilgængelige kl. 3 om natten i en specialeskrivningsproces...

Mygdal mener at de medier som bibliotekerne benytter, er forældede - han sammenligner bibliotek.dk med Amazon anno 1994... Bibliotekerne skal ikke være bange for at eksperimentere - vi trænger til at komme med en wowoplevelse!

Formiddagens sidste speaker var Jacob Bøtter. Hans indslag handlede i store træk om brugerinddragelse - på den rigtige og nytænkende måde. Og om hvorfor bibliotekernes udviklingsprocesser altid skal være så langsigtede, i stedet for planer i 2010 - hvorfor så ikke til september?
Han mener at bibliotekarne er en monokultur, og netop det er med til at køre os i sænk. Vi udnytter ikke vores potentiale optimalt, og slet ikke digitalt/virtuelt.
Han sammenlignede bibliotek.dk med et cockpit, hvis man trykker på noget, falder flyet så ned?...

Der kom et forslag i løbet af formiddagen om at vi alle 2 dage hver 3. måned koncentrede os om at eksperimentere og arbejde med noget nyt. Fantastisk forslag!

Kort sagt: Bibliotekerne er i identitetskrise - fokuser og ryd op! Lav parallelle løb - og udkonkurrer det eksisterende.
Følg projektet: Brugernes Bibliotek her

Tuesday 8 May 2007

Uge 5: LibraryThing





De der har luret på min blog tidligere, har måske set at jeg har haft en LibraryThing profil i et stykke tid. Det er altså virkelig et sjovt stykke legetøj - og her afslører jeg jo så, hvad jeg synes det er :-)
Som Bente også skriver i dagens 23ting-mail, er det rigtig sjovt for det første at prøve at huske hvilke bøger man har stående i reolen derhjemme + at huske dem man har læst... du godeste, en opgave! Herudover er det så rigtig sjovt når LibraryThing guider dig hen til folk der læser det samme som dig selv, eller bøger som kunne inspirere dig.
Der er kun én advarsel når det gælder LibraryThing: Det er en tidsrøver!!

Thursday 3 May 2007

Politisk talerør: Projekt Skyldige ord

Ord er ikke uskyldige: terrorisme, islam og muslimer
Specielt tre ord har siden 11. september mistet deres uskyld. Det ene har aldrig været uskyldigt; terrorisme, de to andre, islam og muslimer, har for de fleste mennesker før 11. september været mere eller mindre uskyldige. I den offentlige debat er det blevet sædvane, specielt for politikere fra Dansk Folkeparti, at kæde islam og muslimer sammen med terrorisme. Måske ikke direkte, i form af en anklage, men mere semantisk, så islam og muslimer, nu unægtelig forbindes med terrorisme.

Dette projekt går i alt sin enkelthed ud på at forsøge at ændre dette og den medfølgende racisme. Ideen er, at hver gang en politiker fra Dansk Folkeparti bruger ordene islam, muslim og terrorisme i medierne, bliver der doneret penge til en organisation der arbejder for at forbedre integrationen af muslimer i det danske samfund. Håbet er, at politikere fra Dansk Folkeparti, på et eller andet tidspunkt, vil holde op med at bruge ordene, da det automatisk udløser en donation til noget som de i bund og grund er imod: et mere harmonisk multikulturelt samfund.

Brugen af ordene udløser 50 kroner. Hvis ordene bruges i samme sætning, bliver beløbet fordoblet. Så hvis de kæder islam direkte sammen med terrorisme, hvilket de ofte gør, vil det udløse 200 kroner.

Projektet skal formidles på en hjemmeside, hvor der hver dag vil være en søjle som viser hvor mange penge der er blevet doneret, samt andre grafiske illustrationer af hvor mange penge der er samlet ind i alt osv.

Hvilken organisation pengene skal gå til er endnu ikke besluttet, men jeg forestiller mig at det skal afgøres ved hjælp af en afstemning. Bliver projektet en succes kan man forestille sig at flere forskellige organisationer kan få del i pengene.

Den daglige registrering af om ordene har været anvendt kan forholdsvis simpelt gøres ved en søgning i infomedia. Et større problem er registrering i de elektroniske medier, men det kan evt. opgøres på et mere løst grundlag, hvor folk simpelthen skriver ind hvis de har set eller hørt et interview i fjernsynet eller radioen.

Pengene som skal doneres til de forskellige organisationer, indsamles via hjemmesiden fra private, fonde, firmaer og organisationer.

Hvis du er interesseret i at støtte den gode sag, så skriv her, jeg vil derpå sætte dig i kontakt med Søren Mørk, en af idemagerne bag projektet.

Wednesday 2 May 2007

Flickrbillede



Jeg havde problemer med at få linket fra Flickr til at fungere når jeg satte URL'en ind i blogger. Efter lang tids ren og skær frustration og mange prøver frem og tilbage fandt jeg med Bentes og Arafats hjælp ud af, at når jeg højreklikker på et flickr-billede og trykker på egenskaber, får jeg den brugbare adresse som jeg kan copy/paste over i blogger - rart når problemerne løser sig!