Wednesday 9 May 2007

Bibliotekerne og web 2.0

Temaformiddag på Roskilde Bibliotek
For en som mig, der ikke nåede at tilmelde sig i tide til "Fra Silo til samtale" i januar, var dette en forrygende chance for at høre nogle af de omdiskuterede indlæg live. Og det var da en rigtig god beslutning.



Henrik Føhns fra Harddisken på P1 indledte showet med at tale om udviklingen fra envejskommunikationen til de interaktive medier. Han talte om forskellige former for sociale medier. Mange af dem kendte jeg i forvejen: Flickr, Youtube, Wiki, SL, World of Warcraft. Men fx Odeo.com kendte jeg ikke. Det er et samlingssted for mp3, podcasts, musik etc., og med mulighed for at lave dine egne radioindslag. Jeg kendte heller ikke Current.tv - lidt á la Youtube, men med videoklips af lidt højere kaliber. Og her bliver indslagene ratet af brugerne, og de bedste kommer på almindeligt tv. Begge sider virkede værd at vide mere om.

Thomas Madsen-Mygdal var den næste speaker. Han er en internetpioner, og er utrolig fremme i skoene, både hvad angår teknologi og holdninger.
Han er manden bag bl.a. 23 og konferencen Reboot samt bloggen Bootstrapping.

Hans oplæg var lidt af en opsang til biblioteksvæsenet. Kompleksiteten er i dag i fokus - alle har adgang til informationer, alt er forbundet. Mygdal mener at Wikipedia er et kernesymbol for vores tid - der er ingen ejer, alt er kollektiv viden.
Kulturelle paradigmeskift som overgangen fra statisk til dynamisk, fra produktion til nytænkning, fra objektivitet til subjektivitet og fra systematik til kaos & navigation, gør at bibliotekerne skal tænke og agere anderledes. Vores selvforståelse som vidensautoriteter er passé. Vi fortæller vores brugere at de skal være kildekritiske - det er de også - også overfor bibliotekarerne. Virkeligheden overhaler bibliotekerne fordi folk i dag er mere oplyste. Vi er simpelthen ikke gode nok til at genopfinde vores funktion.
En af vores udfordringer ligger bl.a. i at bibliotekerne i dag er for langt væk i forhold til de flestes informationssøgninger. Vi er jo pudsigt nok ikke tilgængelige kl. 3 om natten i en specialeskrivningsproces...

Mygdal mener at de medier som bibliotekerne benytter, er forældede - han sammenligner bibliotek.dk med Amazon anno 1994... Bibliotekerne skal ikke være bange for at eksperimentere - vi trænger til at komme med en wowoplevelse!

Formiddagens sidste speaker var Jacob Bøtter. Hans indslag handlede i store træk om brugerinddragelse - på den rigtige og nytænkende måde. Og om hvorfor bibliotekernes udviklingsprocesser altid skal være så langsigtede, i stedet for planer i 2010 - hvorfor så ikke til september?
Han mener at bibliotekarne er en monokultur, og netop det er med til at køre os i sænk. Vi udnytter ikke vores potentiale optimalt, og slet ikke digitalt/virtuelt.
Han sammenlignede bibliotek.dk med et cockpit, hvis man trykker på noget, falder flyet så ned?...

Der kom et forslag i løbet af formiddagen om at vi alle 2 dage hver 3. måned koncentrede os om at eksperimentere og arbejde med noget nyt. Fantastisk forslag!

Kort sagt: Bibliotekerne er i identitetskrise - fokuser og ryd op! Lav parallelle løb - og udkonkurrer det eksisterende.
Følg projektet: Brugernes Bibliotek her

7 comments:

Bente Jensen said...

Det lyder som om det har været enormt spændende. Odeo er faktisk det jeg har brugt til mine podcasts på 23 ting. Utrolig nemt at gå til, men meget morsomt.

Sune Hundebøll said...

Det lyder som en interessant dag. Angående diverse opsange til biblioteksvæsnet, har jeg en mistanke om, at de bibliotekarer der er hvor de levere, er dem der allerede er i gang med at flytte sig.

Når Mygdal fremhæver Wikipedia som et symbol på vores tid: Ingen ejer og brugerstyret indhold – er det nok ikke tilfældigt. Af de mange web 2.0 teknologier er Wikipedia stort set den eneste der er fondsejet og ikke ejet af virksomheder med profit for øje. Der er ikke noget galt i at en virksomhed vil tjene penge, men vi skal ikke være blåøjede overfor det faktum, at brugerskabt indhold bl.a. er blevet et hit, fordi IT-branchen erfarede at egenproduceret indhold er for dyrt!

MikHell said...

Hey Marie, i dig your blog :)

Er det ik noget for en kosmopolitisk itudviklingsbiblio som dig at tage til:
Bibliotek 2.0– Biblioteken och senmoderniteten Biblioteksdagarna 2007, 23-25 maj i Stockholm

- jaja, jeg ved det er i Sverige, men de ka´ også noget hinsidan...

Marie Ulletved Holmgaard said...

Hej Mikkel, jeg har faktisk slet ikke hørt om det, skal du selv afsted?
Det lyder da interessant, selv senmodernitetsbegrebet er blevet godt og grundigt gennemtærsket på DB...

Jens Hofman Hansen said...

Hej Marie,

Jeg var der også og interviewede nogle af de andre deltagere. Kig her hvis du har lyst:
http://www.orakel.dk/kritikken-af-bibliotekdk-fortsaetter/

Jens Hofman Hansen said...

Argh, jeg fik ikke lige linket pænt. For your service:
http://www.orakel.dk/kritikken-af-bibliotekdk-fortsaetter/

Marie Ulletved Holmgaard said...

Tak Jens, jeg skulle lige til at poste et link til din blog - så tak for din effektivitet :-)